Overalt hvor Laxness bevægede sig tog han en notesbog med, hvor han nedskrev sine tanker eller vigtige ting som han skulle bruge til netop det værk han arbejdede på. Sådan en notitsbog fra 1950’erne indeholder en slags programerklæring for romanen År og dage i Brattekåd, der udkom i 1957, men kan hjemføres på størstedelen af hans værker. På notesbogens første side erklærer forfatteren sin hensigt med romanen:
‘De usynlige mennesker’, de almindelige, ‘ufordærvede’ mennesker (dog uendelig svage ud fra et moralteologisk synspunkt) ... bogen skal være en lovsang til dem, et bevis for at netop disse mennesker, de enfoldige mennesker, besidder alle menneskelige fredelige værdier.’
År og dage i Brattekåd er med andre ord en lovprisning af de almindelige mennesker. Hvis vi ser på År og dage i Brattekåd som historien om to forskellige verdener, en gammel og en ny, så markerer korsleddet uden for gården grænsen. Inden for leddet bliver der ikke stillet nogen krav, hverken timelige eller åndelige, eftersom beboerne her lever livet som islændingene har gjort i mange århundreder. Verden inden for leddet er nærmest en slags paradis. Der drives et gratis gæstgiveri, i bedsteforældrenes begrebsverden er kun den rigdom ægte, der ikke kan stjæles. Uden for korsleddet er der en helt anden verden, en anden tid, et andet samfund. Brattekåd symboliser oprigtighed, beskedenhed og arbejdsomhed – eller den rene tone - , købmanden derimod alt det modsatte. Den kunst der har fristed der, er ikke ægte. Den statiske verden inden for korsleddet repræsenterer en dyrebar kultur, unikke værdier og besidder en vis magi, der beror på historiske og sociale betingelser, der i romanen er begyndt at briste. De moderne tider holder deres indtog i Reykjavík, nutiden står på tærsklen og bringer nye arbejdsredskaber med sig, der skaber et nyt økonomisk grundlag, som igen hurtigt vil ændre menneskenes tankegang og værdinormer.