Halldór Laxness’ forfatterskab strækker sig tidsmæssigt over en meget lang periode, fra 1919-1987. I al den tid – næsten 70 år – var han fremstående både i det offentlige liv i Island såvel som på Europas kulturscene. Hans produktion tæller 62 værker på 68 år, det vil sige, næsten en bog om året.
Laxness’ værker har altid tiltrukket sig folks opmærksomhed og lige fra begyndelsen har der været delte meninger om forfatteren, man var enten med ham eller imod. Alle dannede sig en mening om hans bøger. Og lige meget om man var for eller imod ham, så blev hans værker altid taget alvorligt – de var altid vigtige. Der er ikke mange forfattere som har levet sig så stærkt ind i sin nations skæbne som Laxness, han inddrager temaet i sine bøger samtidig med at han ønsker at have indflydelse som en aktiv samfundsdebattør.
Laxness er blevet beskrevet som den sidste nationaldigter i den vestlige verden. Islændingene fulgte i årtier nøje med i alt som han foretog sig; han var som en faderskikkelse for dem, i en periode hvor litteraturen var en vigtig del af den nationale identitet. Islændingene har altid betragtet sig selv som et litterær folkefærd; man betragtede sagaerne som blev skrevet i middelalderen som et symbol for nationens guldalder og Halldór Laxness blev betragtet som de navnløse litterære mestres værdige efterfølger.
Der var delte meninger om Halldór Laxness på grund af hans politiske holdninger, men efter at han modtog Nobelprisen i litteratur i 1955, kan man sige at hele nationen samledes om ham.